Lyras løber med sejren ved årets Green Tech Challenge



By Redaktionen       October 02, 2017 at 03:15:37 PM


Rasmus Mortensen, manden bag Lyras ApS, erstatter 150 år gammel teknologi til pasteurisering af flydende fødevarer, med en teknologi som sikrer højere produktkvalitet og et 90 procent lavere energiforbrug. Dét kombineret med Lyras’ forretningspotentiale har sikret dem titlen som vinder af Green Tech Challenge 2017.


De sidste 150 år er flydende fødevarer blevet pasteuriseret via opvarmning – en teknologi som nu kan erstattes med en ny teknologi hvor fødevarerne pasteuriseres uden opvarmning ved brug af uv-lys.


– Opfinderhøjden i Rasmus’ teknologi er koloenorm, og vi ser et kæmpe potentiale i Lyras – både internationalt og i Danmark, siger Brian Rønne Nielsen, partner, PwC


Den nye teknologi forbedrer produkternes kvalitet og formindsker energiforbruget med 90 procent. Det store forretningspotentiale kombineret med den betydelige energibesparelse er baggrrunden for Lyras’ sejr.


– Lyras vinder fordi deres teknologi har et enormt potentiale og kan ændre den måde vi pasteuriserer på globalt. Udover det rummer Lyras et fantastisk lovende forretningspotentiale, siger Frederik van Deurs, co-founder & Managing Partner, Green Tech Challenge


Lyras vinder Green tech challenge



Fra oprettelse i CVR til vinder af Green Tech Challenge på tre måneder


Rasmus befinder sig til dagligt i det nordlige Jylland, nærmere betegnet Aalborg, hvor han arbejder på højtryk med sit nystiftede selskab. På papiret har firmaet ikke eksisteret i mere end få måneder, men teknologien har Rasmus arbejdet med siden 2016.


- Jeg har virkelig haft travlt med at få virksomheden op at køre, og det har været en stor hjælp at deltage i Green Tech Challenge, hvor jeg i den grad har fået udvidet mit netværk. Det har været meget lærerigt at sparre med andre i samme situation, og få inputs fra de dygtige konsulentfirmaer, siger Rasmus Mortensen, stifter af Lyras



Grøn forretning er blevet god forretning i Danmark


En undersøgelse blandt deltagerne i 2015 viser, at ét år efter programmet, var omsætningen i gennemsnit tredoblet, og antallet af medarbejdere var steget med 67 procent. Derudover havde 73 procent rejst kapital – gennemsnitligt 3,7 millioner kroner. Green Tech Challenge forventer at undersøgelsen blandt deltagerne fra 2016 vil vise mindst lige så positive resultater.


– Vi har arbejdet med over 100 innovative og ambitiøse grønne startups i Danmark og udlandet, og de startups som vi arbejder med, lykkes virkelig godt med at rejse penge, skabe jobs og gøre verden grønnere på baggrund af solide forretningsprincipper, siger Frederik van Deurs, co-founder & Managing Partner, Green Tech Challenge.



Om Lyras ApS

Lyras blev stiftet i 2017 af Rasmus Mortensen, bachelor i miljøteknologi, med en ambition om at højne kvaliteten af flydende pasteuriserede fødevarer ved at anvende en ny teknologi, hvor fødevarerne pasteuriseres ved at bruge uv-lys. Ideen opstod i forbindelse med et projekt på AAU, hvor Rasmus var i gang med en kandidat i Miljøteknologi. Udover at højne kvaliteten på flydende pasteuriserede fødevarer formindskes energiforbruget ved pasteurisering med 90 %. Lyras forventer at teknologien implementeres til industriel pasteurisering i fremtiden.







Redaktionen

Redaktionen

Digital247 er et medie for alle, der arbejder med og interesserer sig for digitale forretningspotentialer, sociale medier og digital teknologi. Som læser kan du finde inspiration, konkrete anvisninger og anvendelig viden om de udfordringer og problemstillinger, som mange står overfor. Indholdet vil være bredt, men vi vil også søge at fokusere på udvalgte temaer, der er aktuelle eller generelle udfordringer i de fleste virksomheder. Det kan f.eks. være marketing sociale medier, digital branding, content marketing og meget andet.

View all posts








Download Form

 

Verification